Nyt fra arbejdsholdene
Marts 2007

Høng

Vi skal fremstille nitter til kedelarbejdet på OHJ 38. Derfor har vi haft besøg af Erik Rothmann som tidligere var leder af værkstedet i Høng. Erik er efterhånden blevet 76 år men "still going strong" og er stadig god for et råd eller et lille mirakel. Erik har hjulpet os med at indstille pressen og lave et par prøvenitter. Nu skal vi have fremstillet en lille gasovn til opvarmning af nittejernet. Essen er for besværlig at bruge til dette arbejde, selvom prøvenitterne blev opvarmet her.

 


Erik Rothmann varmer nittejern
i essen

 


Carl Otto og Erik indstiller pressen

 

Vognene

På flere af vognene arbejdes med udbedring af småskader på beklædningen.
Eh 6762 er blevet malet indvendigt, hvilket har frisket gevaldigt op. Udvendigt er der også blevet malet på de nye beklædningsbrædder.

På cafevognen Cu 4130 arbejdes på højttryk med revision af bremsetøjet. Her skal laves nye bolte og bøsninger til næsten alle forbindelserne. Alle bremsetrækstænger er derfor afmonteret i øjeblikket. Boltene bliver lavet med en fedtnippel og smørekanaler der munder ud ved alle bøsningerne, så samlingerne kan smøres effektivt.

 


Udboring af bremsearm til Cu 4130

 

K 564

Arbejdet har dels koncentreret sig om at gøre klar til det årlige syn, dels om ændring af nogle kobberrør.
Rørene fra vandstandsglassenes bundblæsning er blevet forlænget under lokomotivet. Udblæsningen sker så et uskadeligt sted, i stedet for ud over bageste askekasseklap.
Et andet kobberrørarbejde der ved at være færdigt, er forbindelsen fra tenderens bremsecylinder til et nyt manometer på førerpladsen. Det eksisterende bremsecylindermanometer viser kun trykket i lokomotivets bremsecylinder. Forbindelsen til det nye manometer blev forberedt ved revisionen af lokomotivet, men først nu er der tid til at lave det færdigt.

OHJ 24

Arbejdet med grundmaling af lokomotivet har ligget stille pga. vejrlig og medlemmernes arbejde.
Nu vejret bliver bedre, kommer malerarbejdet i gang igen.
Der er blevet arbejdet med at konservere reservedele.

OHJ 38 i Kalundborg

På kedlen er de 4 topstøtter der skulle skiftes, boret ud. Kedlen er således klar til at den nye rørhulsplade i røgkammeret kan nittes i. Nitterne der skal bruges, fremstilles af arbejdsholdet i Høng.
Se mere på hjemmesiden www.ohj38.dk