Nyt fra arbejdsholdene
Februar 2007
Høng
I den forløbne måned har arbejdet været koncentreret om vognene CU 4130 og CU 4160, da vi havde lovet at der ville være varme i CU 4130 til en kørsel 24. februar. Kørslen blev desværre aflyst i sidste øjeblik, da strækningen til Tølløse stadig var lukket af sne.
På CU 4130 er dampvarmeanlægget lavet færdigt. Alt er nyfremstillet inkl. radiatorskjulerne. Pladerne til radiatorskjulerne er blevet klippet og bukket på virksomheden Simatek i Høng. I remisen er de så lavet færdige med forstærkninger og ben. Varmeanlægget er blevet afprøvet og fungere fint.
På CU 4160 er der etableret en gennemgående dampvarmeledning, som er forberedt for indbygning af dampvarmeanlæg. Med gennemgående dampledning i Cu 4160, kan der varmes på vognene fra begge ender af stammen. Vognen er den sidste der mangler at få varmeanlæg og dette vil blive bygget ind i den nærmeste fremtid.
I EH 6762 er indbygget en benzindrevet el-generator. Den skal bruges til at oplade batterierne til vognenes belysning samt til strømforsyning af kaffemaskiner etc. Generatoren vil kun være startet, når det kan ske uden at ødelægge vores rejsendes oplevelse af toget.
el-generatoren i Eh 6762
På K 564 er det nye fjerntermometer til måling af overhedertemperaturen monteret. Termometret blev indkøbt for 1 års tid siden, men først nu har vi fundet tid til at få det installeret. I mellemtiden har vi klaret os uden termometer.
førerrummet på K 564
OHJ 38
På kedlen arbejdes med at monteret de støtter der holder forskellige armaturer fast. Der er også svejset nogle gnavemærker fra vandkassebeslagene op.
På undervognen arbejdes stadig med at grundmale de forskellige svært tilgængelige steder.
Samtidigt foretages den sidste afrensning disse steder.
Det nye låg til rammevandkassen er lavet klar til at blive svejset i.
Der er ved at blive lavet et dræn fra kulkassen, så det vand der samler sig kan løbe væk.
Der arbejdes også med de mange løsdele:
På bunddækslerne til rammevandkassen er ved at blive monteret en slampotte, så det bliver let at rense slam ud. Tryklufttankene og sandkassen er blevet malet sorte og sandingsventilerne monteret på sandkassen.
Sikkerhedsventilen til trykluftsystemet er renoveret.
Der er ved at blive fremstillet nye sier til injektorenes sugerør.
OHJ 24
Arbejdet har ligget næsten stille da vejret forhindre malearbejde. Der bliver dog stadig arbejdet på at konservere reservedele.
OHJ 24